Danskernes rejsetendenser i 2018

Der er for alvor gang i sommerferie-salget, som traditionen tro skydes i gang lige efter jul. Allerede nu tegner der sig et klart billede af, hvad danskerne søger i 2018.

”Danskerne længes efter sol og sommer – og her i julen har de været samlet, og haft tid til at se på rejser og få bestilt næste års sommerferie, så de har noget at glæde sigt til”, siger Peder Hornshøj, adm. direktør i Bravo Tours.

Grækenland topper listen over populære sommerrejsemål, mens Spanien følger lige efter. ”Grækenland er et hit, og vi har udvidet med mange nye rejsemål på det græske fastland. Og det viser sig at være en rigtig beslutning, for der er virkelig mange, der gerne vil besøge det græske til sommer”, siger rejseambassadør i Bravo Tours, Stig Elling.

Blandt favoritterne finder man også Portugal og Tyrkiet, der igen er inde i varmen og efterspørges blandt ferieglade danskere.

”Generelt kan man sige, at vi søger højere standard og måske lidt mindre All Inclusive-ferie end tidligere. Finanskrisen, som vi har talt om så tit, er ovre – og ferien får lidt mere luksus, samtidig med vi gerne vil ud at spise og opleve rejsemålet, når vi er der”, siger Peder Hornshøj, som dog påpeger, at All Inclusive stadig er populært – særligt når man rejser mange sammen. Og det gør danskerne mere og mere.

”Vi rejser sammen med venner, men også som store familier med børn og børnebørn. Og vi gør det ikke længere kun, når vi skal fejre noget – vi gør det bare fordi, det er en hyggelig måde at holde ferie på, hvor vi har tid til at være sammen – alle sammen”, siger han.

Bravo Tours har solgt flere udflugter end normalt og lejet flere biler ud end sidste år – det vidner om øget eventyrlyst blandt danskerne.

”Der skal både være tid til ren afslapning på hotellets solstole, men vi vil også gerne noget mere på ferien – vi vil opleve områdets højdepunkter og komme tæt på det lokale liv”, mener Stig Elling.

Relaterede artikler:

Dobbelt så mange bestiller sol til sommer

Salg af ferierejser til sommer boomer

Rekordsommer i rejsebranchen