DAT i front med nye piloter ?

Den nye MPL-pilotuddannelse, der foregår i samarbejde med Center Air Pilot Academy i Roskilde, er et meget koncentreret forløb af cirka 20 måneders varighed.

 

MPL står for Multicrew Pilot License og er i modsætning til den eksisterende pilotuddannelse målrettet luftfartsbranchen og baseret på teambuilding. Forløbet veksler mellem teori og praktisk, intensiv simulatortræning og sluttes af med 100 timers såkaldt line flying under supervision, hvor piloterne indgår i normal vagtplan, hvorefter de er klar til første step i karrieren, som er at være co-pilot på selskabets ATR fly.     

 

– Der er en masse nytænkning i den nye MPL-udddannelse og samtidig er vi lidt stolte af at være blandt de første også på dette felt. Det betyder nemlig at vi er blevet målt, vejet, auditeret, vurderet og eksamineret af myndighederne, så der ligger også en anerkendelse af det vi står for i DAT foruden at det har været hårdt, lærerigt arbejde for alle, som har været involveret i processen, siger Jesper Rungholm, CEO i Danish Air Transport. 

 

DAT driver i forvejen sit eget flight academy og det er denne gren af virksomheden, der – sammen med Center Air Pilot Academy – har stået for det praktiske. 

 

– Vi uddanner mange piloter både til vores egne ATR-fly og andre selskabers, men for os er det vigtigt at sikre en naturlig fødelinie i en tid, hvor det årlige behov for piloter på verdensplan ligger på mellem 15.000 – 18.000 plus de 4 % af den eksisterende pilotstab, som snart skal på pension. Den nye MPL-uddannelse er et skridt i retning af at få opfyldt vores rekrutteringsbehov. Vi har store forventninger til projektet og vores engagement understreger, at vi i DAT er parat til at gå nye, innovative veje også på dette felt. Helt grundlæggende mener vi at luftfartsselskaberne har et medansvar, når det gælder fremtiden, og det har vi taget på os, siger Lars Riis, der er chef for DAT Flight Academy.  

 

MPL uddannelsen er så ny på verdensplan, at den kun findes i Danmark. Sterling har – som det første selskab overhovedet – 13 MPL’er i luften med stor succes.  

Skrevet af webredaktionen