DAT tilfreds med norske ruter

Tallene viser en nedgang på over 5.600 passagerer fra februar sidste år, da Norwegian fløj på Rygge. Alligevel siger DAT-chef Jesper Rungholm at han er godt tilfreds.

”Det vi oplever nu er, at vores tre ruter til Stavanger, Bergen og Trondheim går fint. Stavanger og Trondheim har vi været tilfredse med fra dag ét, og nu forbedrer Bergen sig også kraftigt”, siger han til Moss Avis.

Morgenflyene fra Rygge mandag viste, at 67 af Bergen-flyets 68 sæder var solgt. Til Trondheim var 44 af 48 sæder booket, mens alle 32 sæder på Stavanger-flyet var optaget, viser avisens tjek. Knap så tilfreds er DAT-chefen med ruten mellem Bergen og Skien. Her kaster selskabet håndklædet i ringen, efter hård konkurrence med Widerøe.

Skrevet af Flemming Juul