Spekulerer i sammenlægning af Maersk Air og Sterling

Sterlings underskud på 60 millioner danske kroner i årets første kvartal – og Maersk Airs på 622 millioner kroner i 2003 – satte i weekenden gang i spekulationer om en mulig sammenlægning med naboerne i Københavns Lufthavn, Maersk Air.



Både Sterling og Maersk Air presses af hård priskonkurrence fra hinanden og andre lavprisoperatører samt stigende omkostningerne til flyfuel.



Sterlings kommende direktør, bestyrelsesformand Harald Andresen, sagde i sidste uge, at han vil arbejde for en konsolidering på det nordiske marked, og bekræftede dermed, at Sterling er på udkig efter en fusionspartner.




”Vi forventer en konsolidering, fordi selskabet med de laveste omkostninger vil overleve. Vi er åbne over for muligheder, der kan gøre Sterling stærkere og give en lavere omkostningsstruktur,” siger den kommende direktør.



Sterlings afgående adm. direktør, Torben Anker Sørensen, skal være adm. direktør for Odense Stålskibsværft Gruppen – som ejes af A.P. Møller – Mærsk Gruppen.




En kilde siger til svenske Airmail: ”Torben Anker Sørensen har en måned fra han slutter i Sterling 1. maj og til han begynder hos Mærsk 1. juni. Skal vi gætte på, at han skal gennemføre integrationen af Sterling i Maersk i den tid?”



”Det sidste år har ikke været tilfredsstillende, men nu ser vi lyst på fremtiden. Vi vil have mindst et nulresultat i år og vores nye satsning tror vi på,” sagde Maersk Airs adm. direktør, Finn Øelund, ved fremlæggelsen af årsregnskabet for 2003 i sidste uge.

Skrevet af