En dansk dobbeltdækker-turistbus forulykkede søndag morgen på en motorvej ved Köln. Bussen fra Iversen Busser i Ribe var hyret af Ung Rejs fra Tjæreborg.
Ifølge de seneste oplysninger blev to dræbte, 24 kvæstet, heraf 12 alvorligt.
Iversen Busser kørte også galt i Tyskland i februar, her kørte en bus fra selskabet ud over en skrænt. Fem kom på hospitalet med lettere kvæstelser, fordi bussen i tåge kom for hurtigt ind i en rundkørsel.
I januar kørte en bus fra Max Busser galt i Sydtyskland. Tre blev dræbt og adskillige alvorligt kvæstet, fordi den kvindelige chauffør kørte for stærkt.
Ved ulykken søndag kørte bussen ifølge øjenvidner af kørebanen på en bro og styrtede 10 meter ned. Ifølge øjenvidner brækkede bussen over ved ulykken. Der var tilsyneladende tale om en solo-ulykke.
Bussen var på vej hjem fra Nordspanien med 63 passagerer i alderen 15-25 år samt en guide fra Ung Rejs og to chauffører fra Iversen Busser. Ung Rejs direktør, John Tobiesen, sagde søndag til TV-Avisen, at bussen muligvis kørte for stærkt på ulykkestidspunktet. Selskabet oplyste tidligere på dagen, at køre-hviletids-bestemmelserne er overholdt og kontrolleret af vognmanden.
Europæiske Rejseforsikring fløj søndag fem læger og sygeplejersker til Köln, hvor de skal vurdere, om de tilskadekomne kan overføres til Danmark, oplyser Europæiskes adm. direktør, Preben Mullit, til Ritzau. Fem krisepsykologer sendes med samme fly til Köln.
BUSBRANCHEN HAR DÅRLIGT IMAGE
Ved en massiv kontrol i foråret kontrollerede dansk færdselspoliti 258 turistbusser: otte chauffører havde ikke kørekort til turistbus, 44 havde overtrådt køre-hviletidsbestemmelser, 15 havde fiflet med fartskiverne, syv kørte uden vognmandstilladelse, 17 havde tekniske fejl og fire havde falske rapporter om ferie og fridage.
Chefpolitiinspektør Mogens Wilbert, Rigspolitiets færdselsafdeling, sagde dengang: ”Det er helt utroligt. Alle i branchen, chauffører, rejsebureauer og busejere, siger, de vil gøre noget ved det. De gør det bare ikke.”
Og DRF’s direktør, Lars Thykier, sagde om busbranchen, da han var gæst i Take Off-Stolen tidligere i år: ”Busbranchen ved, at hvert år i uge 7 og 8 sætter politiet ind mod busserne – så er man for stupid, hvis man som busvognmand ikke har papirerne i orden, blot i dén periode.”
Tagget med: Europæiske Rejseforsikring rejseforsikring Ung Rejs