Ørestad bliver hotel-centrum

Ørestad bliver særdeles vigtig i Københavns hoteludvikling i de kommende år. Ud af 2000 nye hotelværelser frem til 2011 skal ca. 75 pct. ligge i Ørestad. Det fremgår af erhvervsmæglerselskabet Sadolin & Albæks hotelmarkedsrapport, der offentliggøres i dag.

I dag er den samlede københavnske hotelkapacitet på 10.600 værelser, og den ventes øget med 2000 i 2011. Heraf sætter Ørestad sig på 1470 værelser, hvilket svarer til 14 pct. af den nuværende kapacitet.

”Der er flere grunde til, at Ørestad er interessant i forbindelse med hoteludbygning. Der er plads i modsætning til i city. Motorvejen, Metroen og lufthavnen ligger godt i forhold til Ørestad,” forklarer Peter Frische, partner i Sadolin & Albæk.

Ørestadsselskabets topchef, Jens Kramer Mikkelsen, glæder sig over udviklingen.
”Jeg glæder mig over, at der er tre hoteller på vej i Ørestad, heriblandt Cabinn Metro, som bliver Danmarks største. Det er velkendt for mange konferencearrangører, at hotelkapaciteten i København er for lille. Med afholdelsen af Klimatopmødet i København i 2009 står vi foran en kæmpe udfordring. Det gøres der noget ved i Ørestad. Når hoteloperatørerne har kig på området, hænger det sammen med den fantastiske beliggenhed. Gæsterne er tæt på både København City, naturen og lufthavnen. Det er, hvad vi kalder begavet beliggenhed. Og der er fortsat plads til flere hoteller i Ørestad”.

Den dynamiske udvikling i hovedstaden afspejles bl.a. i den seneste udvikling i værelsespriserne.
”Det er blevet hævet på det sidste og er ved at nå niveauet fra 2003-2004. Vi har haft en stigning på omkring 30 pct. i perioden 2003-2007,” siger Peter Frische.

(Børsen, d. 11. oktober, 2007)

Skrevet af