Ingen problemer for turister i Island

Her fik presse og rejsebureauerne atter forsikring om, at der er penge i bankautomaterne, mad i restauranter – og at dagligdagen fungerer som normalt i Island.



Turisme er i dag Islands tredje største indtjener af fremmed valuta og giver over 8.200 arbejdspladser; i år forventer Island knap en halv million turister. Danmark er med 40.000 største nordiske marked – og det fjerdestørste efter USA, England og Tyskland.



”Det er ikke fordi, vi ser nogen nedgang i antallet af besøgende til Island, men der har været mange forespørgsler fra forbrugere og rejsebureauer, om det nu er forsvarligt at rejse til Island. Og det er det altså! Omvendt betyder den islandske finanskrise, at færre islændinge rejser til fx Danmark,” lød det fra sagaøens delegation på mødet i går på den islandske ambassade.



Islands største hotelkæde, Icelandair Hotels, som har 17 hoteller landet over – herunder bl.a. Hilton-hotellet i Reykjavik – melder om 15 % flere danske besøgende i år.



Islands Turistråd vil sætte turbo på at markedsføre landets natur, historie, kultur, shopping og gastronomi.

Samtidig vil man arbejde for at udvide vinterturisme – bl.a. som skisportsdestination, et område der ikke har været gjort meget ud af indtil nu.

Ydermere skal erhvervsturisme styrkes.



Islands Turistråd håber på flere penge til markedsføring; disse har været stærkt beskåret.



I øvrigt besøger DR’s Pengemagasinet onsdag i næste uge Island – programmet vises kl. 21.30 på DR 1.



HB

Skrevet af