De globale turismeindtægter steg 4%

turister i romIndtægterne fra den internationale turisme på destinationer verden over steg med 4% i 2012 og nåede op på 1.075 milliarder dollar – 6.243 milliarder kroner.

Væksten svarer til den 4% vækst i internationale turistankomster, som nåede op på 1.035 millioner. Hertil kommer yderligere 219 milliarder dollar i indtjening på den globale passagertransport.

“Det er opmuntrende at se en sammenhæng mellem antallet af internationale ankomster og de internationale turismeindtægter på trods af de fortsatte økonomiske problemer”, siger generalsekretæren for FNs World Tourism Organisation, UNWTO, Taleb Rifai.

“Når man tager i betragtning, at turisme er et nøgleområde for mange økonomier verden over, er det det positive resultat godt nyt, da det sikrer valutareserver til destinationerne og er med til at skabe nye direkte og indirekte jobs”.

Målt på regioner var den største vækst i turismeindtjeningen i Amerika med 7%, fulgt af Asien og Stillehavet med 6%, Afrika med 5% og Europa med 2%. Der er stadig negativ vækst på -2% i Mellemøsten, men her spores fremgang.

I absolutte tal var indtjeningen i Europa 457 milliarder dollar, svarende til 43% af den globale indtjening. Destinationer i Asien og Stillehavet havde en indtjening på 323 milliarder dollar – eller 30% – Amerikas indtjening var 215 milliarder dollar – eller 20%. I Mellemøsten nåede indtjeningen 47 milliarder dollar eller 4%, mens Afrika havde en indtjening på 34 milliarder dollar, hvilket svarer til 3%.

International turisme står for 6% af verdens samlede eksport og indtager en femteplads brændstof, kemikalier, madvarer og biler, men indtager førstepladsen i flere u-lande.

De ti lande med størst turismeindtjening er USA (+11%), Spanien, Frankrig (+7%), Kina og Italien fulgt af Macau, Tyskland (+6%), Storbritannien (+5%), Hong Kong (+14%) og Australien.

Der var betydelig vækst for lande udenfor Top 10. Det gælder for Sverige (+17%), Finland (+16%), Japan (+33%), Thailand (+25%), Indien (+22%), Sydafrika (+18%), Egypten (+14%), Polen og Ukraine (+13%) og Vietnam (+18%).