Den årlige undersøgelse af europæernes ferievaner blev gennemført ved at spørge 3.535 personer i Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien.
Konklusionen er, at briterne i gennemsnit bruger 2.795 euro pr. husstand, når de skal på ferie. Tyskerne bruger 2.233 euro, italienerne 2.085, franskmænd 1.884 og spanierne 1.880 euro. Det giver et gennemsnit på 2.235 euro.
40 pct. af de adspurgte siger, at risikoen for terrorangreb spiller ind på valg af rejsemål. Det er hovedsageligt briter, tyskere og østrigere, der nævner den risiko. Franskmænd, italienere og belgiere var mere bekymrede for klimaet på rejsemålet.
Også fugleinfluenza spiller ind på valg af rejsemål ligesom sommerens VM i fodbold får mange til enten at tage til Tyskland eller udskyde sommerferien til efter VM i Tyskland. Det er forsikringsselskabet Europ Assistance, der står for undersøgelsen.