Delta køber 40 Airbus-fly

Delta airbus A330Efter i 20 år kun at have købt Boeing-fly har verdens største flyselskab netop bestilt 30 Airbus A321 og 10 A330-300.

Delta Air Lines – verdens største flyselskab med 116,7 mio. passagerer – skal have 30 Airbus A321ceo (current engine option) og 10 A330-300. Ordren er bemærkelsesværdig, fordi Skyteam-medlemmet de seneste 20 år kun har købt Boeing-fly. Leveringerne af A330 til Delta begynder i 2015 og de første A321 i 2016. Sidstnævnte kommer bl.a. fra den nye samlefabrik, Airbus i 2016 åbner i Mobile, Alabama.

Selv om Delta ikke har bestilt Airbus-fly i over 20 år, har selskabet dog over 150 Airbus i sin flåde – de kom med over, da Delta i 2009 opslugte Northwest. Delta har i dag 126 fly fra A320-familien plus 32 A330-langrutefly.

Airbus har gennem årene fået 9.800 bestillinger på fly fra A320-familien, hvoraf over 5.600 er leveret til ca. 390 flyselskaber og leasingfirmaer.