Den lille Havfrue er kraftigt overvurderet

Rejseskribent Jayne Clark har i USA’s største aviser på net og print, USAToday, sat sig for at finde de mest overvurderede turistattraktioner i verden. Og selv om hun indleder med bekymring for Den Kinesiske Mur, som nu vil udvide området, er hun ikke i tvivl om, at hun først på sin liste har Den lille Havfrue i København.

Behændigt kommer hun udenom at belyse, hvorfor hun vurderer sådan ved at henvise til VisitDenmarks hjemmeside med historien om brygger Jacobsen og billedhugger Edvard Eriksen. Konklusion: Det er ikke noget at rejse efter.

 

Nr. to på hendes liste er Stonehenge i England, som nok vil få mange til at mene, at hun er på et galt spor.

Men i tilhørende blog får hun sin sag for. Især for sin nedvurdering af Stonehenge, mens kun to af de mange indlæg handler om det danske klenodie, som netop er blevet beundret af den kinesiske præsident.

 

En læser skriver, at han simpelthen måtte kysse havfruen i København.

 

En anden bemærker, at hun foretog en lang vandring ud for at se Den lille Havfrue og er meget enig i, at det ikke var ulejligheden værd. Til gengæld studsede hun undervejs over, at så mange stimlede sammen om en mand, der gik i land fra et mindre skib ved kajen.

 

”Hvem er dog det?” – ”Det er bare Dronningens mand,” lød svaret.

Skrevet af Ejvind Olesen