Den lokale turismefremme er godt med

Anne-Mette Knattrup.

Anne-Mette Knattrup.

Dansk Turismefremme er i fuld gang med at reformere den lokale tilgang til turismeservice og turismeudvikling. 

Under overskriften ’Game over for rollen som turistbureau?’ reflekterede rådgivningsfirmaet Manto for nyligt over fremtiden for den lokale turismeservice og -udvikling i Danmark.

På mantomanto.com kunne man blandt andet læse, at turisterne med de elektroniske medier har taget informationssøgning og deling af viden i egen hånd. Det betyder – ifølge Manto – at det lokale turistbureau er under pres; og at der primært bør tænkes i erhvervsudvikling lokalt ’fremfor den mere traditionelle uddeling af flyers og brochurer’.

I Dansk Turismefremme har man vanskeligt ved at se nyhedsværdien i indlægget: ”Den omverden som turistbureauerne skal agere i relation til, er under stadig forandring, og de elektroniske mediers fremtog er med til at definere rammerne for turismeservice og -udvikling lokalt”, siger Anne-Mette Knattrup, bestyrelsesformand i Dansk Turismefremme.

”Netop på grund af dette paradigmeskifte har lokale turismeorganisationer for længst udvidet deres fokus og reformeret deres aktiviteter. Ud over traditionel gæsteservice omfatter indsatsen mange andre facetter, som alle skal sikre videreudvikling og skabe vækst i et tæt samspil med aktørerne og andre lokale interessenter.”
Ifølge Anne-Mette Knattrup handler det om kompetence- og erhvervsudvikling, branding og PR, netværksdannelse, konceptudvikling, salg og markedsføring, destinationsudvikling m.v.

En sådan forandring stiller nye krav til lokale turistorganisationers kompetencer, og i den sammenhæng spiller Dansk Turismefremme en central rolle.

”Vi ser det som én af vores fornemste opgaver at medvirke til at geare de lokale turistorganisationer og bureauer til den nye virkelighed. Det afspejler sig også i foreningens pallette af tilbud. Et eksempel er vores ’Netværk for fremtidens turismefremme’, som netop har fokus på de digitale muligheder,” fastslår Anne-Mette Knattrup.