Det antikke Rom i 3D

Intet besøg i Rom uden at besøge resterne fra Romerrigets storhedstid. Desværre ligger de fleste bygninger i ruiner, og det kan være vanskeligt at forestille sig, hvordan det har været engang. Det gør Google Earth nu noget ved. Ifølge epn.dk introducerer internetportalen et program, som gør det muligt på skærmen at studere 6.500 bygninger i og omkring det antikke Rom tredimentionalt.

 

Ud over billeder af bygningerne er der via informationsbobler adgang til undervejs at indhente historiske informationer. Hele det store projekt er gennemført af Google sammen med Past Perfect Productions og forskere fra universiteter i Californien og Virginia, som har benyttet flere års arbejde fra studerende, kunstnere og historikere til at gennemføre projektet. Det hele findes på Google Earth under gallerier, hvor man går ind i panelet ’layers’.

Skrevet af Flemming Juul