Det blev der sagt på Concordias kommandobro

Af lydoptagelser fra skibets kommandobro, som avisen La Stampa er i besiddelse af, fremgår det, at kaptajn Francesco Schettino sagde: "Madonna, hvad har jeg gjort?" få sekunder efter skibet ramte det undersøiske rev ud for øen Giglio i Toscana.

Ifølge Telegraph, gennemførte han en ophidset samtale med vagthavende maskinmester, hvor han spurgte: ”Er vi virkelig ved at synke?”

Tre minutter senere sagde han til en anden officer på broen, at han ikke skulle sige noget til passagererne og otte minutter senere har han angiveligt sagt til den italienske kystbevogtning: ”Vi har haft et uheld og evaluerer, hvad vi skal gøre. Måske får vi brug for en slæbebåd”.

Under evakueringen ringede kaptajnen til sin hustru for at fortælle hende, at ”Alt er under kontrol. Vi har ramt et rev og skibet er beskadiget, men jeg gennemførte en fin manøvre. Alt er under kontrol”. Han sluttede samtalen med: ”Min karriere som kaptajn er slut”.

Katastrofen kostede 32 personer livet.

Skrevet af Flemming Juul