Det danske Hilton-hotel renoveres

Alt fra gangarealer til gæsteværelser samt Business Center og mødelokaler får nyt design på 5-stjernede Hilton Copenhagen Airport.
 
”Renoveringen ”Room for the New” illustrerer startskuddet til ny etape i hotellets 10-årige historie,” siger Claus Steiner, direktør for Hilton Copenhagen Airport. Pressemeddelelsen fra Hilton Copenhagen Airport oplyser ikke, hvor mange millioner hotellet renoveres for.
 
Men næste år implementeres det nye design fra 9. til 12. etage, hotellets øverste. Over sommeren følges dette op med modernisering af hotellets Business Center og Hilton Meetings mødelokalerne på 2. etage.
 
Ejer af hotellet, Københavns Lufthavn, deler hotellets entusiasme. “Det er vigtigt, at hotellet kan imødekomme de høje krav, rejsende stiller, samt at Københavns Lufthavn i samarbejde med Hilton kan tilbyde produkt af højeste kvalitet,” siger Carsten Nørland, salgs- og marketingdirektør i Københavns Lufthavn.

 

Hilton Copenhagen Airport hører under Hilton Hotels & Resorts, der har 144.000 medarbejdere på sine 540 hoteller i 78 lande.
Hilton Hotels & Resorts er et af 10 varemærker i Hilton Worldwide. Samlet består kædens varemærker af over 3.750 hoteller med 615.000 værelser i 86 lande.

 

Skrevet af redaktionen