Det er god service

Mange ting skal klappe for at ferien bliver perfekt, og de gode – eller dårlige – oplevelser begynder allerede længe før, vi pakker kufferten. En af de vigtigste forudsætninger for en vellykket og mindeværdig ferie er, at vi oplever, at vi får en god service.

Men hvad er god service, og hvilke former for service sætter vi størst pris på – både før afrejse, under ferien og efter at vi er kommet hjem igen?

Det har Falk Lauritsen Rejser spurgt 1.451 interesserede om på bureauets Facebookside.

51% peger på værdien af en velfungerende hjemmeside som det vigtigste før rejsen, mens personlig kontakt med en salgskonsulent bliver rangeret som det næstvigtigste. Gode kataloger og telefonisk vejledning kommer ind på de næste pladser.

39% mener, at den vigtigste service under selve ferien er, at der er gode danske guider eller rejseledere på destinationen. God rengøring på værelset og god service i receptionen kommer på de næste pladser, mens knap en fjerdel mener, at god service på restauranterne er vigtigst.

”Resultatet falder fint i tråd med vores opfattelse af, at gode, dansktalende rejseledere er en vigtig forudsætning for at få en perfekt ferie. Det har allerhøjeste prioritet for os, at der på alle vores rejser er danske rejseledere med”, siger direktør Søren Falk Lauritsen i en kommentar.

47% mener, at e-mails med relevante tilbud er den vigtigste service, mens en fjerdedel peger på evaluering og opfølgning på ferien som det vigtigste. Tilfredshedsundersøgelser og andre typer undersøgelser kommer ind på de næste pladser.