Det glemmer vi på flyrejsen

iPads er blandt de mange glemte genstande.

iPads er blandt de mange glemte genstande.

I Københavns Lufthavn bliver der hver uge glemt massevis af computere, armbåndsure, taxfree-varer, smykker, nøgler, toilettasker og punge.

En optælling på databasen Missingx.com viser, at der i de fire første dage af marts er glemt 225 genstande i transithaller og flykabiner i CPH. Alene onsdag 3. marts glemte passagererne 73 genstande, heriblandt seks iPads, tre bærbare computere, syv mobiltelefoner, ti stykker tøj, seks par briller, fem punge og fire smykker, skriber jyllands-posten.dk.

Efter 30 dage bliver sagerne sendt videre til Københavns Politis hittegodskontor. Her fortæller fuldmægtig Dorthe Larsen, at man ud over it-udstyr som iPads, bærbare computere og mobiltelefoner modtager bøger, punge, bælter, tasker og kufferter.

”Flyselskaberne er gode til at huske passagerene på, at de skal tage alt med sig. Men folk glemmer alligevel. For eksempel i lommerne i flysædet foran. Det drejer sig ofte om bøger og tablets. Når de skal igennem security, er der også enkelte, der går fra deres ting. Det er nok forklaringen på de mange bælter,” siger Dorthe Larsen.

Alle de ejendele, der har en værdi under 500 kroner, destrueres efter en måned. Alt med højere værdi destrueres efter tre måneder.

Det lykkes også nogle passagerer at glemme iltapparater og gebisser. Sidstnævnte er end ikke særlig usædvanligt. Men en urne med aske har hittegodskontoret kun haft stående en enkelt gang.

Hos Billund Lufthavn bliver der ikke ført statistik over de glemte sager, Men driftschef René Høgh vurderer, at det typisk er de samme effekter som i København. Her bliver personfølsomme effekter som punge og pas leveret direkte til politiet, de én gang om ugen henter for eksempel computere og mobiltelefoner. Alt andet bliver opbevaret i tre uger, hvorefter sweateren eller handskerne sendes til Blå Kors.

I Aalborg Lufthavn opbevares glemte sager i omkring to uger. Herefter overgår sagerne til politiet.