Det gule kort skal udskiftes med et blåt

2019/08/defaultmain.jpg2019/08/defaultmain.jpgIfølge den nye finanslov bliver det fra næste år umuligt at benytte det gule sygesikringsbevis på rejser. I stedet må danskerne rekvirere EUs blå sygesikringskort.

Direktøren i Patientombuddet, Steffen Egesborg Hansen, opfordrer de rejsende til opmærksomhed på, at man er anderledes stillet med det blå end med det gule kort, skriver avisen.dk.

”Det betyder, at man er ligestillet med borgerne i det EU-land, man rejser i, og at der derfor kan være tale om egenbetaling for danskere, der kommer til skade”, siger han til Politiken.

Han vurderer samtidig, at hvis finansloven godkendes, vil ophævelsen af den gule rejsesygesikring næppe ske før sommeren 2014.

Næste år ventes det at koste det offentlige 12,5 millioner kroner at fjerne rejsesygesikringen, men fra 2015 regner regeringen med at spare 80 millioner kroner årligt.

Hidtil har det gule sygesikringsbevis været gyldigt ved rejser til EU-lande, Færøerne, Grønland, Norge, Liechtenstein og Schweiz.

Det blå sygesikringskort er gratis at få hos kommunen.