Diana Jagtrejser på benene igen

Grundlæggeren af Diana Jagtrejser, Jan Krossteig, har de sidste to uger kæmpet for at få det konkursramte Diana Jagtrejser på benene igen og lagt sammen med sit eget rejsebureau, Limpopo Travel.

 

Jan Krossteig stiftede Diana Jagtrejser i 1974, solgte det videre, og har nu købt det tilbage som et konkursbo, skriver Børsen i dag.

 

»Det er en underlig fornemmelse at sidde med Diana igen. Jeg solgte jo ikke i sin tid for at fortsætte i jagtrejsebranchen, og i bakspejlet må det siges at have været et underligt forløb,« siger Jan Krossteig eftertænksomt.

 

Rejsegarantifondens folk og konkursboets kurator blev mødt af et komplet regnskabsrod, da de nåede frem til Diana Jagtrejsers kontorer på Hvidkilde Gods uden for Svendborg. Imens stod konkurrenterne i kø for at snuppe kunder og jagtrevirer fra selskabet, der stadig var blandt de største jagtrejsearrangører i landet.

 

»Alle har været på strandhugst hos Diana, og vi har ikke været bedre selv. Jeg vidste jo ikke, om det var os, der ville ende med at overtage konkursboet,« siger Jan Krossteig.

 

Siden har han sendt hundredvis af Diana-kunder på nye jagtrejser betalt af Rejsegarantifonden. I næste måned udsender han et nyt 2009-rejsekatalog med både Dianas og Limpopos logoer på forsiden, håndværkerne har travlt med at klargøre en længe på Hvidkilde Gods, som begge selskaber skal bo i, og der skal ansættes nye folk til at sælge rejser.

 

»Nu skal vi have organisationen på plads i en fart. Selvom vi har fået mange venlige tilkendegivelser, så er der ingen tvivl om, at vi kun har et skud i bøssen – for nu at blive i jagtsproget,« siger Jan Krossteig.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen