(DK) Kabinepersonale – Sommersæsonen 2019 – København og Billund


På vegne af Thomas Cook, søger vi nu kabinepersonale for sommersæsonen 2019. Stillingerne vil være baseret i enten Københavns Lufthavn eller Billund Lufthavn med flyvninger til Thomas Cook’s mange destinationer rundt om i verden.

Thomas Cook Airlines Scandinavia er Skandinaviens største charterflyselskab med mere end to millioner gæster på årsbasis og ca. 1.000 ansatte. Hovedkontoret er i København. Vores moderne og miljøvenlige Airbus-fly opererer fra Danmark, Norge, Sverige og Finland til ferierejsemål i Europa, Afrika, Asien og Karibien. Sammen med bl.a. Ving i Sverige og Norge, Spies i Danmark og Tjæreborg i Finland, indgår Thomas Cook Airlines Scandinavia i Nordens største rejsegruppe, Thomas Cook Northern Europe, som er en del af Thomas Cook Group plc med mere end 28.000 ansatte og 96 fly. På årsbasis rejser ca. 19 millioner med Europas næststørste rejsearrangør.


Vi søger dig som har lyst til at give vore gæster om bord en positiv oplevelse baseret på kvalitet, service og sikkerhed. Du trives i et job med uregelmæssig arbejdstid, højt tempo og du kan lide nye udfordringer hver dag. Vi flyver til sol og varme året rundt!

Du skal være fleksibel, have gode samarbejdsevner og være udpræget service-minded. Vi ønsker, at du har glimt i øjet og godt humør, høj stresstærskel samt en behagelig personlig fremtræden.

KVALIFIKATIONER

  • Alder minimum 18 år
  • Godt helbred, både fysisk og psykisk
  • Minimumshøjde 162 cm
  • Svømmefærdigheder (minimum 200 meter)
  • Dokumenteret færdiggjort ungdomsuddannelse, svarende til STX, HHX, HF
  • Dansk, svensk eller norsk på modermålsniveau samt god forståelse for de øvrige skandinaviske sprog
  • Flydende engelsk, både mundtlig og skriftlig
  • Serviceerfaring
  • Ingen tatoveringer/piercinger, der ikke kan skjules af uniform.
  • Ren straffeattest

VI KAN TILBYDE

  • Et spændende job i en af verdens største rejsekoncerner
  • Et ungt, pulserende arbejdsmiljø med dygtige arbejdskolleger
  • Gratis uddannelse i 5 uger, starter i midten af april 2019
  • Konkurrencedygtige ansættelsesvilkår
  • Kontraktsansættelse efter bestået kursus og frem til ca 31. august 2019

Du kan læse mere om Thomas Cook Airlines på: www.thomascookairlines.dk 

Ansøg her

Udløber: 22.01.2019