Preben Jack Petersen grundlagde Stand By i 1982 og stod i spidsen for rejsebranchebladet frem til 1995. Herefter udgav han blandt andet Travel People. Arkivfoto.

Dødsfald: Redaktør Preben Jack Petersen

Tidligere journalist, redaktør og stifter af Stand By, Preben Jack Petersen, er død i en alder af 84 år. Han bisættes fra Ordrup Kirke tirsdag den 2. november klokken 12.

Preben Jack Petersen, der boede i Charlottenlund, døde i weekenden som 84-årig på hospitalet af en lungebetændelse. Det oplyser hans familie. Preben Jack Petersen efterlader sig sine to sønner og otte børnebørn. I 2017 døde Preben Jacks elskede samlever gennem 35 år, Inger Ollendorff, tidligere stationschef i Maersk Air.

I rejsebranchen er han kendt for at være grundlægger af branchebladet Stand By, der i dag er onlinemediet STANDBY.DK. Preben Jack Petersen stod i spidsen for rejsebranchebladet frem til 1995.

Preben Jack Petersen grundlagde Stand By i 1982 og stod i spidsen for rejsebranchebladet frem til 1995. Herefter udgav han blandt andet Travel People. Arkivfoto.

Da Preben Jack i 2017 fyldte 80 år, skrev Stand Bys daværende chefredaktør. Ejvind Olesen, at Preben Jack i 1982 startede Stand By, fordi han syntes, at den daværende udgiver af rejsebranchebladet Take Off (der senere blev overtaget af Stand By, red.) var alt for begejstret for SAS og andre monopol-flyselskaber og helt glemte den markante chartertrafik.

Preben Jack gjorde blandt andet Stand By til et stærkt fagmedie,” skrev Ejvind Olesen blandt andet.

Velskrivende og meget inde i sit stofområde
I dag siger Ejvind Olesen i forbindelse med nyheden om Preben Jack Petersens bortgang: ”Det gør mig naturligvis ondt at høre. Vi talte typisk sammen en gang om måneden. Han var desværre rimelig ensom de seneste år, så han var lykkelig når nogle af hans gamle venner ringede til ham.

Preben var en dygtig journalist, han var velskrivende og meget inde i sit stofområde når det handlede om rejsebranchen. Preben var heller ikke bange for at udøve kritik i spalterne, for han vidste ofte næsten lige så meget som den, han interviewede,” siger Ejvind Olesen og tilføjer:

”Men Preben levede også et farligt liv, der kostede kræfter og gav nedture. Han tog nogle chancer med sine nyheder i Stand By. Ikke alle var lige begejstrede for hans artikler, men hans viden og velskrevne journalistik kunne ingen benægte. Og han var en dygtig kollega.”

Startede på Ærø
Preben Jack Petersen indledte i 1954 sin journalistiske karriere som elev på Ærø Folkeblad. Via den konservative Vestlollands Avis i Nakskov og den socialdemokratiske avis Sønderjyden i Sønderborg kom han til Jyllands-Posten, hvis korrespondent han i en årrække var i Göteborg.

Danmarks Radio, et par svenske aviser, ugebladene Dansk Familieblad og Hjemmet samt et virke som freelance-korrespondent i Spanien var hans næste holdepladser.

Efter han i 1995 måtte forlade Stand By, udgav Preben Jack periodisk magasinet Travel People. ”Bladet kommer, når der er økonomi til det. Det må I finde jer i. Men jeg giver ikke op,” sagde han.