Dreamliner-debut i København for Air Canada

Højt humør før første Air Canada Dreamliner-afgang fra Københavns Lufthavn, fra venstre Britta Alsing og Marc Sam fra Air Canadas nordiske kontor i København samt Annika Liljenberg fra Københavns Lufthavns ruteudviklings-afdeling. Foto: Ernst Tobisch.

Højt humør før første Air Canada Dreamliner-afgang fra Københavns Lufthavn, fra venstre Britta Alsing og Marc Sam fra Air Canadas nordiske kontor i København samt Annika Liljenberg fra Københavns Lufthavns ruteudviklings-afdeling. Foto: Ernst Tobisch.

FLYSELSKABER: I går begyndte Star Alliance-medlemmet som 3. selskab at betjene Københavns Lufthavn med Boeings nyeste flytype, B787. Dreamlineren giver hos Air Canada debut til den nye Premium Economy-class. Flyet fylder så meget, at Københavns Lufthavn har pillet trapper af de broer, der køres på flyet.

Foreløbig flyver Air Canada med B787 på ruten mellem Toronto og København frem til udgangen af januar – derefter vender den ældre B767 tilbage, inden Dreamlineren fra starten af sommerprogrammet sidst i marts bliver fuldtidsbeskæftiget på ruten. Air Canada flyver i vintersæsonen tre gange om ugen på København – i højsæsonen er der daglig betjening.

Air Canada har foreløbig modtaget fem af sine 37 bestilte B787, selskabet skal både have B787-800 og den større B787-900. Sidstnævnte bliver Qatar Airways søsætningskunde for – netop Qatar Airways flyver i forvejen på København med Dreamliners, det samme gør Norwegian oftest på langruter. Ifølge Københavns Lufthavn har ingen andre flyselskaber pt. planer om at betjene lufthavnen med B787.

Foreløbig flyver Air Canada med B787 til udover København også London Heathrow, Paris, Shanghai og Tel Aviv samt indenrigs i verdens næststørste land (efter Rusland) også til Vancouver.

Nordisk chef for Air Canada, Marc Sam, kunne glæde sig over fuldt hus på første Dreamliner-afgang fra København. Det betød 20 passagerer på business class, 21 på Economy Extra, samt 210 på economy.

”Ud over canadiere har vores rute fra København naturligvis mange danske og svenske passagerer. De skal bl.a. videre fra Toronto til USA’s vestkyst og Florida. Om sommeren har vi også mange amerikanere med, der skal på krydstogt ud af Københavns Havn,” sagde Marc Sam til standby.dk ved første Dreamliner-afgang fra Københavns Lufthavn. Han tilføjede, at Air Canada indtil videre ikke har mærket konkurrencen fra Norwegian, der har ruter fra København til bl.a. netop USA’s vestkyst, Oakland ved San Francisco, samt Florida.

Air Canada, der betjener over 50 destinationer i USA (herunder de 3 New York-lufthavne, JFK, LaGuardia og Newark, red) har ingen planer om at åbne på f.eks. Stockholm og Oslo. Efterhånden som de aldrende B767 pensioneres fra Air Canada overføres de til selskabets ”leisure-flyselskab,” Rouge.

B787 er så stor, at Københavns Lufthavn i de broer, passagererne bruger til at gå ombord i flyene, har måttet pille trapperne ned til forpladsen af – ellers kom de for tæt på motorerne.