’Drop ferien og få 100.000 kroner’

Ryanair vil nu belønne de piloter, der hjælper selskabet med de 2.100 aflyste afgange på grund af manglende ferie til personalet. Det betyder, at 400.000 passagerer strander.

Ifølge avisen The Guardian tilbyder flyselskabet nu sine piloter en bonus på 12.000 britiske pund eller 100.000 kroner for at droppe deres ferie.

”For at undgå yderligere aflysninger beder vi piloter om en eller to ugers arbejde fra dem, der allerede har holdt ferie. For at anerkende behovet implementerer vi en bonusordning”, skriver Ryanair ifølge The Guardian i en besked til piloterne.

Ryanair skød skylden på irske ferieregler, der indebærer, at optjent ferie skal holdes inden første januar. Derudover forklarer Ryanair forsinkelserne med strejker blandt flyveledere i Europa.

Aflysninger betyder, at op til 400.000 passagerer, der har købt billet, vil få at vide, at deres fly er aflyst. Omkring 10.000 af dem er danskere.