Dyb beklagelse fra Spies

I Spies har vi haft Gambia som rejsemål i mere end 30 år, og det er første gang, at vi oplever et malariadødsfald blandt vores gæster efter rejser til det vestafrikanske land, hedder det i en pressemeddelelse fra Spies.

 

Vi har ikke på det seneste fået meddelelse fra Statens Serum Institut om, at smittebilledet omkring malaria er ændret i Gambia. Det har vi fået bekræftet ved en fornyet henvendelse til instituttet i dag. I dag findes der – som der hele tiden har gjort – flere steder på vores hjemmeside, hvor vi orienterer om risikoen for malariasmitte i Gambia. Bl.a. skriver vi: Husk at runde Udlandsvaccinationen eller din læge, inden du skal til Gambia. Sørg for at være ordentligt vaccineret og medbringe malariapiller.

 

På selve rejsemålet Gambia informeres alle ankommende gæster desuden om vigtigheden af at tage malariapiller. Dette sker gennem velkomstmateriale og i informationsmapper på hotellerne. Her informeres desuden om, at hvis man ikke har fået malariapiller inden afrejsen, så kan det klares ved et besøg på den lægeklinik, vi samarbejder med.

 

Med baggrund i den aktuelle sag vil vi dog gennemgå vores informationsprocedurer omkring malaria og forsøge at gøre det endnu tydeligere for vores gæster, at det er vigtigt, at de kontakter læge eller Udlandsvaccinationen.

 

Skrevet af Christian Peschardt