Dyre ferier gør os ikke lykkeligere

Palmer og sydlige himmelstrøg er eftertragtede feriemål. Og danskerne bruger flere penge på at tage på dyre ferier i udlandet. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

 

»Men når vi interviewer folk og måler på lykkeværdien af de mange ekstra og dyre ferier, ser vi, at de ikke bliver en pind lykkeligere,« siger turismeforsker Janne Liburd fra Syddansk Universitet til bladet Ny Viden.

 

Hun forsker i oplevelsesøkonomi og har diskuteret sammenhængen mellem det stigende rejseforbrug og vores livskvalitet i den internationale tænketank Best Education Network. Og forskerfeltet er enige.

 

»Langt de fleste af os betaler dyrt for at tage steder hen, hvor alt forhåbentligt er, som vi forventer det. Men det, som batter noget, er, når vi får oplevelser, der sætter det, vi tager for givet i perspektiv og pirker til vores holdninger,« forklarer hun.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen