Udsigt til personale-uro hos Sterling/Maersk Air


Det er en række anonyme kilder blandt det flyvende personale hos Maersk Air, der nu rasler med sablen og udtrykker utilfredshed over udsigten til de fremtidige vilkår som Sterling-medarbejdere. Skiftet til den ny arbejdsgiver betyder bl.a. at Maersk-ansatte i gennemsnit skal gå 20 % ned i løn, og samtidig er udsigten til fremover at skulle flyve som decideret lavprisselskab tilsyneladende alt andet end tillokkende for de Maersk-ansatte.

”Langt de fleste af os vil sætte vores arbejde ind for at bibeholde vores nuværende løn og arbejdsforhold. Vi vil absolut gå planken ud, vi er ikke indstillet på at ende som lavprispersonale.” siger en Maersk ansat til dagbladet Børsen. Ingen medarbejdere vil lægge navn til deres synspunkter, angiveligt af frygt for reaktioner hos ledelsen.

Kommunikations- og personaledirektør i det fusionerede flyselskab, Niels Brix, erkender at der er ”kulturforskelle” hos personalet i henholdsvis Sterling og Maersk Air, men han afviser, at stemningen er så dårlig, som de anonyme medarbejdere iver udtryk for: ”Vi er i god dialog med de ansatte om overenskomster og sammenlægning. Men det er klart, at Sterling og det gamle Maersk Air er to vidt forskellige kulturer. Og det er lige så klart, at den nye virksomhed tager udgangspunkt i, at det er et lavprisselskab med klare holdninger til, hvordan man skal gøre tingene,” siger han.

(Børsen d. 26.09.2005)

Skrevet af