Sterling vil samarbejde med amerikanske lavprisselskaber

Sterlings uofficielle bekræftelse af, at selskabet til oktober vil indlede lavprisflyvninger fra Skandinavien til USA kan meget hurtigt blive det egentlige startskud til et mere omfattende samarbejde mellem verdens lavprisflyselskaber. Således siger Sterling-chef Stefan Vilner til Stand By, at det islandsk ejede lavprisselskab vil søge samarbejde med et amerikansk lavprisselskab. ”Hvis vi beslutter at sende et fly til New York en eller to gange om ugen, kunne man godt forestille sig, at vi indleder et samarbejde med f.eks. lavprisselskabet JetBlue”. De to flyselskaber har ganske vist ikke noget egentligt interline samarbejde, så passagererne vil altså ikke kunne checke sig selv igennem på en flyvning, der involverer begge selskaber. Men til gengæld arbejder både Sterling og JetBlue i bookingsystemet ”Open Skies”, hvilket, ifølge Vilner, gør et samarbejde muligt.

Sterling har på sit skandinaviske hjemmemarked gennem flere måneder energisk fulgt en strategi om at samarbejde med andre lavprisselskaber. Således har Sterling i dag tæt samarbejde med norske Norwegian, Finnair-ejede FlyNordic samt SkyEurope. Endelig har Sterling fælles ejerkreds med det islandske lavprisselskab Iceland Express.

Skrevet af