Dagens kommentar

Forleden udtalte direktør i Aalborg Lufthavn William Bluhme sig ganske klogt om nødvendigheden af en liberalisering af lufthavnene i Provinsen.



For ud over at sørge for transport af gods og passagerer udgør de også hver for sig og samlet et væsentligt bidrag til den lokale erhvervsmæssige udvikling og bedre balance mellem øst og vest Danmark.



I sig selv er det også vigtigt for alvor at få debatten i gang. Og den aktuelle anledning er transportminister Flemming Hansens udspil, som vil pålægge lufthavnene samme afgifter, et godt udgangspunkt for en mere principiel debat.

Det ville dog efterlade et billede af en overordnet interesse fra regeringens side, hvis man samler sine vurderinger og visioner i en egentlig sammenhængende luftfartspolitik og også her indbygger det regionale perspektiv.

Nu kommer afgiftsforslaget dumpende, men i sidste ende er det jo kun et element blandt flere. Det giver nemt en skæv debat.



En liberalisering indebærer to grundprincipper.

Lufthavnene kan selv aftale service og priser med deres kunder, hvis de bare holder sig på konkurrencelovens og dydens smalle sti.

Men det indebærer også, at de offentlige kasser hverken indirekte eller direkte kan donere skattekroner til lufthavnenes drift.



En liberalisering må udelukke, at konkurrencen består i, hvem som har det længste sugerør nede i kommuners og regionsrådets pengetank.

Det ville være en interessant løsning på et svært problem, fordi lufthavnene har helt forskellig markedsposition og kundeunderlag.

Men det svarer jo fint til den almindelige liberalisering, der med EU`s aktive medvirken er kommet til europæisk erhvervsliv de seneste årtier.



Det er dog tvivlsomt, at lufthavnene generelt vil tilslutte sig sådan en model. For mange steder betyder den offentlige donation meget.

Og mens man i det vestdanske plejer sin uenighed, kan man se CPH og Hamburg Lufthavn begge med alle kræfter suge kunderne til sig.



Skal fynsk-jyske lufthavne hamle op med disse to giganter kræver det en slagkraftig strategi. Findes den? Og kan man enes om det?



Men en virkelig liberalisering kan bestemt være et skridt på vejen.

Skrevet af