Sterling satser nu på reklameindtægter, ikke alene på reklamer uden på flyet, men også inde i kabinen.
Sterling vil sælge reklamepladsen på alle foldeborde i flyet og på endevæggen. Desuden har Sterling skrevet kontrakt med en af Europas største specialister i in-flight magasiner, engelske ’Ink Publishing’, som skal stå for 10 udgaver om året. Magasinet skal komme på engelsk for at understrege Sterlings internationale orientering.
Reklamesalget på foldebordene sker i samarbejde med ’EM Outdoor Media’ i København. Reklamepladsen på foldebordene kan købes i dele af flyet. Man behøver ikke købe alle pladser. En kontrakt kan løbe fra to måneder og opefter.
“Der er to grunde til, at vi nu gerne vil sælge foldebordene til reklameplads. For os er det et sjovt og naturligt tiltag. Mange stærke mærkevarer er interesserede i at eksponere sig selv, fordi de har forbrugerne i lang tid. Man kan udtrykket et budskab, som ikke alene er en overskrift, fordi forbrugerne har lang tid til at se på det. Den anden grund er, at vi gerne vil tjene penge,” siger Niels Brix, kommunikationsdirektør, Sterling.
Niels Brix vil ikke afsløre, hvor meget Sterling regner med at tjene på sine reklamepladser i flyet.

STANDBY.DK Nyt om rejser

