Planer om ombygninger på Experimentarium

I snart 20 år har Experimentarium haft gratis til huse i Carlsbergs ejendom, men i begyndelsen af året besluttede ølproducenten at afhænde ejendommen til en pris på 100-120 mio. kr. ifølge dagbladet Børsens oplysninger.

Det bliver en stor opgave for fonden bag centret, men ved hjælp af bl.a. Gentofte Kommune er det lykkedes at finde tre fjerdedele af pengene, og direktør Asger Høeg har allerede store planer for fremtiden. ”Vi vil lave Experimentarium til et eksperiment i sig selv. I dag begynder oplevelserne på første sal. I fremtiden skal de begynde allerede inden, de besøgende kommer ind,” siger Asger Høeg. ”Ud over at den gamle trappehal skal blive mere spændende at se på, ser vi gerne, at den bliver gjort økologisk. Ved hjælp af f.eks. solfangere, vindenergi og opsamling af regnvand kan Experimentarium blive en såkaldt ”E+-bygning”, som producerer mere energi, end den selv bruger,” siger direktøren.

Efter planen skal ombygningen stå klar til stedets 20-års jubilæum 9. januar 2011, hvor Asger Høeg forventer at ”genåbne med et brag”.

(Børsen, d. 1. august, 2007)

Skrevet af