Nyt rejsebureau med speciale i Færøerne

København får den 20. september et nyt rejsebureau, My Faroe, der har specialiseret sig i pakkerejser og skræddersyede rejser til Færøerne. My Faroe får kontor på Vesterbrogade i København i tilknytning til det færøske hus.



”Jeg er meget stolt over, at min livsdrøm om et rejsebureau med speciale i Færøerne nu går i opfyldelse. Jeg har altid ment, at der mangler et sådant bureau, og nu har jeg sat mig for at bevise, at der er basis for det på det danske rejsemarked,” siger den færøske direktør og stifter af My Faroe, Therese Turidardottir Kreutzmann.



Therese Turidardottir Kreutzmann er uddannet serviceøkonom og har over 14 års erfaring med rejser til og fra Færøerne. Såvel fra rejsebureauer som fra sin tid som stationschef for det færøske flyselskab Atlantic Airways’ kontor i Københavns Lufthavn, som hun var med til at etablere.



My Faroe’s kommende katalog for 2005 udarbejdes i tæt samarbejde med Atlantic Airways og det færøske incomingbureau, GreenGate.

Skrevet af