Regler for embedsmænds aktiekøb

Samtidig med at transport- og energiminister Flemming Hansens investeringer i danske og udenlandske værdipapirer skaber debat, bliver hans medarbejdere holdt i kort snor, skriver epn.dk.

På grund af ministeriets betydning for det private erhvervsliv, har man selv indført særlige retningslinjer.

Alle ansatte bliver præsenteret for et papir om definitioner af intern viden og lovgivningen på området, og skal i forbindelse med deres ansættelse underskrive en erklæring om, at de er bekendt med reglerne.

”I Transportministeriets departement kan kendskab til oplysninger om for f.eks. trafikpolitiske oplæg, som kan have betydning for børsnoterede virksomheders konkurrencesituation, efter omstændighederne være omfattet af lovens regler om intern viden”, hedder det blandt andet.

Socialdemokratiets energiordfører, Kim Mortensen, vil rejse sagen om Flemming Hansens aktier politisk. I den forbindelse vil partiet også overveje at stille forslag om nye regler, der regulerer ministres aktieposter.

Skrevet af