Danskerne holder mere ferie i Danmark

Antallet af danske turisters overnatninger i hjemlige hotelværelser, campinghytter, sommerhuse og lystbåde steg med mere end fem procent til 21,4 mio. overnatninger de første 11 måneder af 2007.
“Væksten dækker både feriegæster og erhvervsgæster, så væksten skyldes dels, at det går godt i økonomien, og antallet af erhvervsovernatninger derfor stiger, dels at danskerne har fået øjnene op for Danmark som ferieland. Samtidig er det blevet trendy at holde ferie i Danmark, hvor det for 10-15 år siden nærmest var pinligt,” siger Claudia Andersen, analysechef i turistorganisationen Visit Denmark. Desuden holder danskerne mere og mere ferie, så der er plads til både udlandsrejsen i vinterperioden og sommerferien i Danmark, påpeger Visit Denmark.

Samlet set havde den danske turistbranche et rigtig godt år i 2007, hvor Visit Denmark på baggrund af overnatningstallene fra januar til november skønner, at året som helhed ender med en vækst på over fire procent. Dermed er der vækst for andet år i træk, idet 2006 endte med en vækst på 5,5 procent, mens der i de første år af årtusindet var et svagt fald i antallet af overnatninger.

(Berlingske Tidende, d. 15. januar, 2008)

Skrevet af