Konkurs koster ikke noget i Rejsegarantifonden

Uptours i København blev 29. september erklæret konkurs ved Sø- og Handelsrettens skifteret. Konkursdekretet blev først offentliggjort i fredags – Take Off havde nyheden i går og senere på dagen udsendte Rejsegarantifonden information om krakket.



Her fremgår det bl.a., at advokat Lars Brøgger i Odense er kurator i boet.



Uptours blev registreret i Rejsegarantifonden i december 2003 og solgte ungdomsrejser til Spanien og Bulgarien i skolernes sommerferie.



Men Uptours’ registrering i fonden blev slettet i september sidste år, ”fordi fonden ikke modtog den regnskabsmæssige opfølgning, der var pålagt selskabet. Selskabet havde herefter ikke længere tilladelse til at udbyde eller sælge rejsearrangementer omfattet af fondens dækning. Selskabet kunne derfor ikke gennemføre sæsonen 2009, og selskabets ledelse har efter det oplyste søgt at afvikle selskabet i løbet af 2009,” skrev Rejsegarantifonden i går.



Fonden tilføjer, at den ikke i forbindelse med konkursen har modtaget henvendelser fra kunder, der havde købt pakkerejser, og som ikke er kommet ud at rejse. Fonden er heller ikke vidende om, at andre rejsekunder (fx kunder der kun har købt bus- eller flybilletter) vil blive berørt af konkursen.



Fonden forventer således ikke at blive påført udgifter i forbindelse med konkursen, hedder det.

Skrevet af