500 vil arbejde i lufthavnens sikkerhedskontrol

Det har delvist været et trist år for Københavns Lufthavn som for at spare (lufthavnen forventer et overskud på ca. en milliard kroner i år!) ikke genbesatte ledige stillinger blandt sit security-personale. Trods opfordringer til dette fra bl.a. tillidsrepræsentanterne.



Efter den massive medieomtale og klager fra flyselskaber og passagerer, har piben fået en anden lyd i lufthavnen – som nu ansætter masser af nye medarbejdere til sikkerhedskontrollen.



Underdirektør i lufthavnen, og bl.a. ansvarlig for Security – selve driftsfirmaet Københavns Lufthavns største personalegruppe, Mogens Kornbo – siger til Take Off, at lufthavnen har modtaget 500 ansøgninger til de opslåede stillinger i Security. Hvor mange der præcis skal bruges, vides ikke, det afhænger af krav til sikkerheden i lufthavnen fra bl.a. EU.



Lufthavnen har sagt, at der i denne måned indgår 30 nye i Securitys vagtplanen og at der i løbet af efteråret kommer så mange, at styrken er øget med 100.

Og lufthavnens indsats virker. En god bekendt af Take Off rejste i morges fra lufthavnen og sendte denne hilsen: “Vi kom fint afsted, lufthavnen var nærmest overfyldt med mandskab, så næsten ingen ventetid. Og TV 2 Nyhederne stod ellers klar derude til at lave historie om kaos…”



”Vi har jo også mistet medarbejdere i Security. Mange Security-medarbejder har en uddannelse, nogle er f.eks. håndværkere. Og med boomet i byggebranchen tiltrækkes de af deres gamle arbejdsområde,” siger Mogens Kornbo.



”Præcist hvor mange flere, vi skal have i Security, ved vi ikke. Men vi skal være nok til at nå vore mål, bl.a. at 95 % af vore passagerer højest skal vente fem minutter på at komme gennem sikkerhedskontrollen. Men der kan med kort varsel komme nye krav til lufthavnens sikkerhedstjeneste, som gør det nødvendigt at ansætte flere,” siger Mogens Kornbo.



Den kommende weekend bliver i hvert fald travl i lufthavnen. Efterårsferien truer og lufthavnen forventer en af årets største rejseweekender med ca. 80.000 passagerer.



For at mindske ventetiden ved den største flaskehals, sikkerhedskontrollen, har lufthavnen frem til på mandag genåbnet sin bedste ide de seneste år, den ekstra sikkerhedskontrol i Arkaden mellem Terminal 2 og 3.



Mens der sidste år var 12 ”Store rejsedage” i Københavns Lufthavn – med over 70.000 passagerer – forventes dette tal fordoblet i år.

På normale dage har lufthavnen i snit 55.000 passagerer.



HB


Skrevet af