Antallet af flyklager stiger

En ny rapport fra forbrugerorganisationen Forbruger Europa viser, at flyrejsendes klager er fordoblet på et år, og det er primært irske og spanske selskaber, der bliver klaget over.

”Forbrugerne nyder godt af de billige billetter, som konkurrencen i EU har åbnet op for, og det er meget positivt. Men nogle af især de spanske og irske flyselskaber har problemer med at give forbrugerne den hjælp og de ting, som de har krav på, når noget går galt undervejs,” siger lederen for Forbruger Europas afdeling i Danmark, Peter Fogh Knudsen. Klagerne vedrører først og fremmest forsvundne kufferter, aflyste fly og forsinkelser.

Danmark ligger på en niendeplads, når det gælder flyklager. Klageandelen udgør 3 pct., hvilket er langt fra de 24 pct., som Irland topper med.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 7. december, 2007)

Skrevet af