Mindeord

Da Franz tabte kampen mod sin sygdom, blev den danske restaurationsverden et varmt menneske fattigere, og østrigsk vin mistede sin førende danske ambassadør. Hans kærlighed til hjemlandets frembringelser var smittende. Hans entusiasme så helhjertet at for mange var det utænkeligt at nyde restaurant Alsace mange lækre ofte østrigsk inspirerede retter og andet end østrigsk vin fra det voluminøse kort.



Hans aldrig svigtende kærlighed til sit østrigske fædreland, hjembyen Wien og det charmerende Salzburg bidrog til, at Franz Stockhammer med sin umiskendelige accent, akklimatiserede danske sind med tilhørende humor og sindybe indsigt i den kulinariske verden i Europa fik skabt en international stemning i restauranten i Pistolstræde.



Stamkunderne blev derfor også mange. Københavnske erhvervsfolk og private blandede sig med mange, der altid måtte hjemsøge Franz Stockhammer og hans køkken, når de besøgte Hovedstaden – uanset om de nu var tilrejsende fra andre dele af verden.



Vi er mange, der gennem årtier har aflagt restaurant Alsace jævnlige besøg, der vil føle tomheden, når værten ikke iført forklæde og med et smil fra øre til øre tog imod sine kunder. Man var aldrig kun gæst. Man følte sig mere som en ven af huset, der måske lige efter maden skulle nippe til en østrigsk frugtbrændevin fra hans berømte kurv – på husets regning forstås.



Franz Stockhammer gav sig god tid til sine kunder. Nu får vi desværre alt for god tid til at mindes hans personlige varme og fremragende kogekunst.




Skrevet af