Easyjet beholder sit navn

Sir Stelios Haji-Ioannou’s Easygroup skal de næste 50 år have en årlig afgift på 0,25 % af omsætningen hos Easyjet – til gengæld kan lavprisselskabet så beholde sit navn, som Sir Stelios ejer rettigheden til. Han er stadig største aktieejer i Easyjet med 38 % af aktierne.

 

For pengene fraskriver Sir Stelios’ Easygroup sig rettigheden til at han skal være bestyrelsesformand for flyselskab ligesom Easygroup ikke mere kan udpege medlemmer til flyselskabets bestyrelse.

 

Beløbet bliver første år 3,9 mio. pund og lige under fem mio. pund det andet år.

 

Easygroup har også varemærker som easyHotel, easyCar og easyBus. I aftalen med Easyjet indgår også en revideret licens til en række Easy-varemærker, der giver flyselskabet supplerende indtægter.

 

Cypriotiske Stelios Haji-Ioannou har den seneste tid været kritisk mod Easyjets store forsinkelser og truet med at fratage selskabet navnet, hvis der ikke skete forbedringer.

 
Easyjet er fjerdestørste flyselskab i Københavns Lufthavn, hvor selskabet i år forventer 780.000 passagerer. Tilbage i 2008 havde det 375.000 passagerer på sine ruter til Danmark.

 
Det engelske lavprisselskab har foreløbig syv ruter fra København. Den næste kommer 1. november, hvor Easyjet vil flyve fire gange om ugen til schweiziske Basel.

 

Easyjet forventer i år 50 millioner passagerer på sine foreløbig 538 ruter mellem 123 lufthavne i 29 europæiske lande. I 2009 fløj selskabet 46 mio. passagerer i Europa. Selskabet har foreløbig 185 fly og gennemfører i snit 1.100 daglige flyvninger i Europa.

 

Skrevet af redaktionen