Easyjet genoptager rute til Bristol

Easyjet genåbner 28. september mellem København og sydengelske Bristol med fire ugentlige fly.

Torsdag i sidste uge åbnede selskabet sin 9. rute fra København – til Lissabon nogle gange om ugen. 7. maj kommer selskabets 10. forbindelse fra København, denne gang til Madrid; behovet er opstået efter Spanairs kollaps i januar. Spanair betjente bl.a. denne rute.

”Easyjet kommer med de seneste udvidelser op på ca. fem pct. af trafikken i Københavns Lufthavn og over 1 million passagerer om året. Dermed slår selskabet sig yderligere fast som vores fjerdestørste flyselskab,” siger lufthavnens salgsdirektør, Carsten Nørland.

Easyjet er i øvrigt fortsat eneste selskab der bruger Københavns Lufthavns såkaldte lavprisfacilitet CPH Go, der åbnede i efteråret 2010 til en pris på over 200 mio. kr.

Selve Easyjet har over 580 ruter mellem 129 lufthavne i 29 lande. Easyjets generelle præcision er muligvis ikke den bedste – i hvert fald er Easyjet det største af Europas ruteflyselskaber, der ikke oplyser sine tal for rettidighed til flightstats.com, der hver måned oplyser præcisionstal for over 50 af Europas største flyselskaber.

Skrevet af Henrik Baumgarten