Easyjet runder én million passagerer i Københavns lavpristerminal

13 måneder efter åbningen gik passager nr. 1 million i går, mandag, gennem Københavns Lufthavns lavprisfinger, CPH Go. Kun Easyjet bruger CPH Go.
Pia Lindehammer fra København var ankommet med Easyjets morgenfly fra Berlin, hvor hun havde fejret sin fødselsdag med en veninde.
 
Hun tog hjem fra Københavns Lufthavn med to flybilletter til Lissabon med Easyjet samt gavekort til Københavns Lufthavns taxfree-butikker som bevis på, at hun var passager nr. 1 million.

 

”At vi var 13 måneder om at runde den første million passagerer i CPH Go viser, at det var korrekt beslutning, at Københavns Lufthavn byggede en dedikeret lavprisfacilitet,” siger Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør i Københavns Lufthavn. Han overrækker på fotoet gavekortet til Pia Lindehammer.

 

Hverken lufthavne eller flyselskaber kan præcist måle, hvem der er passager nr. et-eller-andet. Derfor vælges typisk en køn yngre pige – billedet af hende har større chance for at komme i medierne end f.eks. en gammel sur mand.
 
Easyjet flyver i dag til otte destinationer fra CPH Go, 19. april næste år kommer den niende, Lissabon.
De otte nuværende destinationer er: London (Gatwick og Stansted), Manchester, Berlin, Milano, Geneve, Basel og Paris.
 

Skrevet af redaktionen