Dansk rejsebureau stak af fra kæmperegning

I vintersæsonen 2006/07 havde Brussels Airlines flere flyvninger mellem København og norditalienske Bergamo for Movement Travels. Men skirejsebureauet betalte ikke regningerne til flyselskabet. Det havde man ellers gjort den forrige sæson.



Efter adskillige rykkere til Movement Travels anlagde Brussels Airlines sag ved Københavns Byret. Her mødte Movement ikke op – og Movement blev i september i år dømt til at betale det skyldige beløb med renter, i alt 68.214 euro – eller ca. 512.000 kr. Hertil kom sagens omkostninger på 15.400 kr. I alt 527.400 kr.



Movement Travels fik 14 dage til at betale regningen, hvilket ikke er sket.



Så de penge kan Brussels Airlines formentlig kigge i vejviseren efter. Det samme kan man efter Movement Travels, det har siden skiftet adresse fra København og nu har kontor på Hovedgaden 6,1 i Hørsholm nord for København.



Movement Travels havde inden dommen i byretten ladet sit hidtidige driftsselskab blive tvangsopløst, ved ikke at indlevere regnskabet til tiden. Og kravet fra Brussels Airlines var netop mod det gamle selskab.



11. august i år blev det ”gamle” Movement Travels slettet i Rejsegarantifonden.

For at drive rejsebureau er det et lovkrav at have et registreringsnummer i garantifonden, her blev det nye Movement Travels også registreret 11. august. Og kravet fra Brussels Airlines var mod det ”gamle” Movement Travels.



Kilder i rejsebranchen siger, at Movement Travels stadig angiver det CVR-nummer, der er i tvangsopløsning, som det, de driver virksomhed ud fra… Ifølge kilder er dette på kant med loven.

”Man kan ikke afnotere sin garanti i Rejsegarantifonden samtidig med, at man fortsat tager imod penge fra kunderne,” siger en ekspert.



Take Off bad Movement Travels adm. direktør, Christian Ranum Zohnesen, forklare, hvorfor bureauet ikke har betalt sin gæld til Brussels Airlines:



”Sagen med Brussels Airlines er ikke afsluttet, vi forhandler stadig med dem via vores advokat. Så der er ikke nogen historie i det her. Men det er rigtigt, at vi har lagt driften over i andet driftsselskab og købt aktiverne ud af det gamle driftsselskab.”



Brussels Airlines oplyste fredag formiddag til Take Off, at der ikke er nogen forhandlinger med Movement Travels og at man ikke har hørt fra selskabet efter byretsdommen.



I øvrigt reklamerede Movement Travels hjemmeside frem til fredag formiddag fortsat med, at man flyver med bl.a.

Brussels Airlines. Efter Take Off havde kontaktet rejsebureauet blev denne urigrige oplysning fjernet.



Christian Zohnesen afviser i øvrigt, at Movement Travels stadig bruger samme CVR-nummer.



”Og vi har siden sidst aflagte regnskab fået tilført 2,4 mio. kr. mere i ansvarlig kapital – efter et krav fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,” siger han.



Movement Travels er ikke medlem af Danmarks Rejsebureau Forening, men DRF’s adm. direktør, Lars Thykier, er bekendt med Movement Travels ry og rygte. Han siger til Take Off:



”Movement Travels fremgangsmåde er yderst kritisabel. Der er jo ingen tvivl om, at de skylder Brussels Airlines penge – det har de jo ligefrem en dom for.

Den løsning, Movement har anvendt for at slippe ud af sin gæld, er på alle måder uacceptabel og jeg håber meget, at Brussels Airlines forfølger sit krav mod Movement Travels så langt det overhovedet er muligt.

En adfærd som Movements bidrager til at rejsebranchen får et plettet ry, uanset at der kun er tale om et enkelt bureau der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.”



”Vi har jo ikke en autorisationsordning for rejsebureauer i Danmark, men havde vi det, ville den form for adfærd, Movement Travels anvender, medføre en tilbagekaldelse af autorisationen,” siger Lars Thykier.



HB

Skrevet af