Ny kommunikationschef til WoCo

36-årige Marie Scott Poulsen er en erfaren kommunikatør og skribent – og ny i chefstolen i for Wonderful Copenhagens presseafdeling. Hun har skrevet tre bøger og kommer til WoCo fra et job som kommunikationschef hos FDB.



Marie Scott Poulsen afløser Mette Dahl-Jensen, som med udgangen af august sagde farvel til WoCo for at blive ny kommunikationschef i Forbundet Kommunikation og Sprog, der organiserer 6.000 kommunikations- og sproguddannede fra de højere læreanstalter.



Som kommunikationschef skal Marie Scott Poulsen styre Wonderful Copenhagens kommunikation, og lægge strategien for international presseomtale af København og Region Hovedstaden.

Sammen med de øvrige seks medarbejdere i WoCos presseafdeling har Marie Scott Poulsen det overordnede kommunikative ansvar for alt fra erhvervs- til ferieturisme, over krydstogtindsats og begivenhedsmarkedsføring.



”Jeg glæder mig til at videreudvikle WoCo’s gode kommunikations- og markedsføringsarbejde. Jeg brænder for vores hovedstad. Som officiel turismeorganisation har man ikke alene ret til at blive hørt – man pligt til at markere sig. Det glæder jeg mig meget til at være med til sammen med de erfarne medarbejdere i Wonderful Copenhagens kommunikationsafdeling,” siger hun og tilføjer:



”WoCo er en bred samarbejdsorganisation og vi vil gerne være bannerfører for organisationens interessenter. Vi vil også gerne være en bevægelse for byen; det er vores naturlige opgave som den officielle turismeorganisation at drive debatten. Et aktuelt eksempel er hele diskussionen om ensretningen og normaliseringen af København, altså skal vi have et Christiania, og hvad gør det ved byens image, at ungdomshuset jævnes med jorden…”



Marie Scott Poulsen er mor til fire og bor med mand og børn i København.

Hun har foruden FDB været kommunikationschef i Håndværksrådet og kommunikationskonsulent i Bergsøe4 samt skrevet bøgerne “Børn på gule plader, “Drenge” og “Talent” plus bidraget til antologien “Tro på det.”

Skrevet af