Atlantic Airways opruster til sommer

Det færøske selskab har udvidet fartplanen mellem København og Færøerne med fire ekstra flyvninger fra 27 til 31 ugentlige afgange i sommerferien. Mellem Billund og Færøerne er det blevet til en ekstra ugentlig afgang, så der nu flyves otte dobbeltture i sommerferien.

Som led i den fortsatte fornyelse af flyflåden har Atlantic Airways netop skrevet kontrakt med Swiss om køb af to Avro RJ85, som er opdaterede og moderniserede versioner af  BAe 146-200. Med leverancen af de nye fly til efteråret vil Atlantic Airways’ flåde af fastvingede fly bestå af to Avro RJ100, to Avro RJ85 og en BAe 146-200.

Selskabet opererer endvidere tre helikoptere, to Bell 412 og en Bell 212, til beflyvning af de vanskeligst tilgængelige øer samt til flyvning af personel til olieplatforme.

På den netop overståede generalforsamling fremhævede adm. direktør, Magni Arge, at aktiviteterne i selskabet har været stærkt stigende i 2006 og aldrig havde været større.

”Det afspejles i omsætningen, som passerede den halve milliard kroner og en stigning på knap 37% i forhold til 2005. Langt den største del af væksten stammer dog fra aktiviteter uden for Færøerne, deraf en væsentlig del i Norge”, siger Magni Arge.

Eksportværdien – det er omsætning genereret fra aktiviteter i udlandet, eller fra kunder uden for Færøerne – voksede fra 129 mio. DKK. i 2005 til 295 mio. DKK i 2006, hvilket svarer til 57% af de samlede indtægter.

Selv om aktiviteterne voksede markant, fulgte slutresultatet ikke med i 2006. Resultatet før skat blev 5.069.655 DKK, hvilket er markant lavere end året før.

Skrevet af