Knald eller fald for Sterling

16 dage efter Sterlings konkurs forventer konkursboet i dag, fredag, ”en afklaring af salgsbestræbelserne indenfor det næste døgn. Forhåbentlig lykkes det at bevare de omkring 430 stillinger,” skrev advokat Michala Roepstorff fra advokatfirmaet Plesner, Svane og Grønborg torsdag eftermiddag til bl.a. fagforeninger med medlemmer fra Sterling.



E-mailen, som Take Off er i besiddelse af, fortsætter:

”Såfremt der indgås en overdragelsesaftale vil den indeholde visse betingelser, som skal afklares, inden overdragelsen bliver endelig og closing (overtagelse af Sterling, red) kan gennemføres. Closing forventes fastsat til den 21. november 2008,” – altså fredag i næste uge.



Det vides derfor ikke, om en eventuel ny ejer af Sterling præsenteres i dag, fredag, eller først om en uge.



Advokatens henvisning til 430 medarbejdere skyldes, at konkursboet tidligere på ugen fritstillede de øvrige af Sterlings i alt ca. 1.100 medarbejdere på tidspunktet for konkursen. 670 arbejdspladser er dermed gået tabt.



Advokaten skriver også, at ”konkursboet har som følge af tidsspændet imellem underskrift og overtagelsesdag behov for, at fristen … forlænges yderligere til udløb lørdag den 22. november (eller en eventuel tidligere closingdato). Lønmodtagernes Garantifond har allerede telefonisk meddelt accept af forlængelsen.”



Uafhængigt af Sterling søger flyselskabet Primera Air Scandinavia 40 stewardesser og stewarder til de to Boeing 737-800-fly, selskabet fra marts baserer i Billund Lufthavn.

Primera Air har samme ejer som charterbureauet Bravo Tours – der er mere information om de ledige stillinger på Bravo Tours’ hjemmeside…



HB

Skrevet af