Danmark får unikt grønt hotel

Crowne Plaza – et varemærke under den amerikanske hotelkæde Inter-Continental – får i Ørestaden et nærmest skræddersyet produkt til FN’s klimatopmøde, der i midten af december afvikles i Bella Center.



Det 366 værelser store hotel bliver Danmarks første lavenergi klasse II hotelbygning, fordi der på taget og de solvendte sider af den 85 meter høje bygning kommer masser af solfangere.



Ligeledes bruges grundvandet 100 meter under jorden til om sommeren at afkøle hotellet og om vinteren at opvarme det første af de to planlagte Copenhagen Towers. Grundvandsanlægget reducerer energiforbruget til afkøling og opvarmning næsten 90 %.



“Vi bruger 40 mio. kr. på miljøvenlige investeringer til hotellet og køber alt vores øvrige energi fra vedvarende energikilder. I den sammenhæng er det fuldstændig åndssvagt, at der er samme afgift på grøn energi som anden energi. Det giver ingen mening når Danmark markedsfører sig på at være grøn,” siger Crowne Plaza-direktør Allan L. Agerholm, til Take Off. Han var tidligere direktør for Hilton Copenhagen Airport.



Copenhagen Towers skal sætte nye standarder for bæredygtige hoteller ved at opfylde både de danske krav til lavenergi byggeri – samt EU’s Green Building krav samtidig med at al energi kommer fra vedvarende energikilder.



Udover at skåne miljøet bliver det C02-neutrale hotel formentlig attraktivt for de stadig flere firmaer, som indarbejder klimaregnskab i rejser og hotelophold, f.eks. Mærsk og Novo Nordisk.



“Fremtidens hotelgæster vil efterspørge miljøvenlig drift, uden at gå på kompromis med komfort. Vi har kun lavenergi lyskilder, induktionsteknologi i køkkenet, lavenergi IT-udstyr – selv håndtørrerne på gæstetoiletter er valgt ud fra deres energiforbrug,” siger Allan Agerholm.



Udover de 366 hotelværelser får Crowne Plaza i Copenhagen Towers bl.a. et konferencecenter på 3.500 m2 med plads til 800 gæster i det største lokale.



Inter-Continental regnes som verdens største hotelkæde med foreløbig over 4.100 hoteller, heraf 331 Crowne Plaza’er. Prisen for hotellet i Ørestaden bliver ca. 830 mio. kr. Copenhagen Towers opføres af Sjælsø-gruppen.

Skrevet af