Gustav blæser prisen på olie ned



Orkanen Gustav blev ikke så slem som først antaget, og det har sendt prisen på råolie ned med over fire dollar i både Europa og USA.



Råolien faldt med 4,20 dollar og blev sent mandag handlet til 111,64 dollar per tønde, mens prisen på Nordsø-olien på Brent-noteringen i London faldt med 4,32 dollar til 109,22 dollar for en tønde.



Global produktchef i Saxo Bank, Philip Engel Carlsson siger, at olien faldt, efter at Gustav var blevet nedgraderet til en kategori 2-orkan.



”Der var frygt for, at orkanen ville skabe materielle ødelæggelser på de amerikanske olieinstallationer, og at der derfor ville gå en tid, inden produktionen kunne genoptages. Det ville kunne give et efterslæb i raffineringen af olien,” siger Philip Engel Carlsson til Ritzau.



Olieinstallationerne ligger ved den Mexicanske Golf. Orkanen, der havde kurs mod Louisiana Offshore Oil Port, har betydet, at 70 procent af de amerikanske boreplatforme og rigge er evakueret.



Råolie handles i dollar, og det spiller også ind, at dollaren blev styrket en anelse mandag. En dollar koster nu i omegnen af 5,11 kroner.



Gustav er nu aftaget til det, der betegnes som en tropisk storm og har retning mod Texas, USA.

Skrevet af