Fredericia og Kolding vil tiltrække krydstogtskibe

De danske havne er under forvandling fra erhverv til kontor og boliger, og i både Fredericia og Kolding pusler de med planer om igen at skaffe kryds-togtturister til de to østjyske havne.



– Vi har set, at havnen i Kalundborg har succes med at satse på krydstogtskibe, siger Jens Peter Petersen, adm. direktør for havnen i Fredericia.



– Sidste år havde de fem krydstogt-anløb, og i år regner de med 11, og det synes jeg, er flot, siger han til Erhvervsbladet.



Havnedirektøren ser en mulighed for at udnytte den kajplads i Fredericia, som bliver ledig, når Kemiagrunden bliver ryddet op, til krydstogtskibe. Han betoner, at Fredericia Havn kan tage med op til 1.200 passagerer.



– Derudover, så har vi meget at byde på, ikke bare i Fredericia, men i et område 100 km rundt om os, siger havnedirektøren i Fredericia.



– Vi har selv den gamle fæstningsby, Kolding har Koldinghus, der er Legoland i Billund, nordpå i Århus er der blandt andet Den gamle By, Odense har alt om H.C. Andersen, så hvis alle parter går sammen om at markedsføre det her, det gælder også handelslivet i Fredericia, så tror jeg på, at vi kan få del i en af de hastigst voksende brancher i verden i de seneste år.



Alene i Europa steg krydstogtbranchen med 11 procent sidste år, og intet tyder på, at den udvikling vil stoppe, mener havnedirektøren.



Billund Lufthavn kan også blive en vigtig spiller i projektet, fordi krydstogtskibe skifter passagerer undervejs, så passagerer, der er sejlet ind, skal flyves, og omvendt, vurderer jens Peter Petersen ifølge Erhvervsbladet.

Skrevet af