Efterløn gør rejsedrømme til oplevelser

Mange danskere får snart mange penge mellem hænderne. Det sker, når efterlønsopsparingen kan hæves og dermed er til disposition til forbrug.  Rejsebranchen mærker tydeligt, at en forbrugsfest er under opsejling.

 

”Nu skal mange års rejsedrømme realiseres. Vi har dagligt mange forespørgsler på, hvor langt og hvor længe man kan rejse for efterlønspengene”, siger salgs- og marketingdirektør Stig Bundgaard, Bravo Tours, som  ligefrem har oprettet et hold i salgsafdelingen, der tager sig af de mange henvendelser.

 

”Det er ikke kun almindelige charterrejser, der efterspørges. Safari i Afrika, eksotiske rejser til bl.a. De Dansk Vestindiske Øer og to-tre ugers rundrejser i Asien og Sydamerika, har stået på mange menneskers ønskeseddel”, siger Stig Bundgaard. ”Desuden har vi mange henvendelser om familierejser for tre generationer til charterdestinationer som Mallorca og Kreta. Hidtil har sådanne grupper fejret runde fødselsdage, sølv- eller guldbryllup, men det er naturligvis også værd at fejre, at efterlønspengene er til rådighed”.

Skrevet af Flemming Juul