Efteruddannelse for hotelpersonale

hotel_klokkeIfølge Ugebrevet A4 er der mange ansatte, der aldrig ser skyggen af et kursus eller anden form for efteruddannelse. Det gælder bl.a. på hotellerne.

Nu vil 3F København og Arp-Hansen Hotel Group få flere ansatte på kursus. Håbet er, at tiltaget kan påvirke hele hotelbranchen. Rasmus Kruse, faglig sekretær for hotel og restaurant i 3F København: ”Langt hovedparten af vores medlemmer på hotellerne har ikke været på kursus i flere år, og hvis de har, så har det typisk været interne salgskurser arrangeret af arbejdsgiveren”.

Nu har 3F København lavet en aftale med Arp-Hansen Hotel Group, Københavns største hotelkæde, om at give ansatte i hotelkæden et udvalg af kurser. For eksempel kan tjenere lære om ‘præsentation af menuer’ eller om ‘alverdens vine og gæstebetjening’. Og receptionister kan lære om ‘Takt og Tone i gæstebetjeningen’.

Kurserne afvikles i januar-februar, hvor det er nemmere for personalet at få fri til kurser, skriver avisen.dk.

”En kollega og jeg kommer rundt og taler med ansatte i hotelkæden og fortæller om kurserne”, fortæller Rasmus Kruse.

Malene Friis, koncerndirektør for driften i Arp-Hansen Hotel Group: ”Projektet i samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen giver os endnu bedre muligheder for at efteruddanne og videreudvikle vores folk. Det ligger os meget på sinde, så vi ikke om få år står og mangler kvalificerede medarbejdere”.

Hun vurderer, at omkring 50 til 100 ansatte kommer på kursus i januar og februar.

”Hvis det bliver en succes, vil det rygtes i hotelbranchen og dermed forhåbentlig få flere ansatte og arbejdsgivere på samme tanke”, siger Rasmus Kruse.