Eiffeltårnet i Paris står foran en større renovering og skal blandt andet males. Myndighederne har endnu ikke officielt meldt ud, hvilken farve tårnet i fremtiden skal have.
Eiffeltårnet i Paris blev opført i 1889 af ingeniøren Gustave Eiffel. Tårnet, der skulle bruges til verdensudstillingen samme år, kostede 7,8 millioner franc at opføre, og der skulle 300 arbejdere til at samle de mere end 18.000 stykker smedejern.
Siden opførelsen er Eiffeltårnet blevet malet hele 19 gange, og nu står tårnet igen foran en gennemgribende renovering. Det forestående arbejde, der påbegyndes i oktober 2018, er et led i en 15-års plan, der vil koste 300 millioner euro., og som blandt andet i gadeniveau vil indebære opsætningen af en skudsikker glasafskærmning rundt om tårnet.
Et rosa-farvet Eiffeltårn
Eiffeltårnet bliver malet hvert 7. år, og hver gang starter det spekulationerne om, hvilken eventuel ny farve tårnet vil få. Den oprindelige farve fra 1889 var en mørkerød nuance, som blev valgt i et forsøg på at dække over eventuelle begyndende rustdannelser. Omkring århundredeskiftet blev tårnet malet gult, men farven fik hurtigt smagsdommerne til at kalde den for lige lovlig ’optimistisk’, og i 1907 fik tårnet derfor endnu en overmaling. Denne gang med en betydelig mere afdæmpet brunlig nuance.
I dag har Eiffeltårnet et brunligt skær over sig, og i forbindelse med den forestående renovering er det blevet foreslået, at tårnet igen skulle have en mere rødlig nuance. Sågar har farven rosa været nævnt, skriver The Telegraph.
Til det har de officielle myndigheder været ude og sige følgende:
’Vi vil genopdage og genoplive tårnets tidligere farver, præcist som vi gør det, når vi restaurerer et gammelt maleri’, har en specialist fra Ministry of Culture and City, fortalt til det franske dagblad, Le Parisien.
Malingen på tårnet vil altså blive skrabet af lag for lag. Det vil ske for at de tidligere 19 farver kan komme frem i dagens lys, og ifølge de offentlige myndigheder er det håbet, at mange af de oprindelige farver kan genskabes.
Disse oplysninger har sat gang i spekulationerne om, hvorvidt det parisiske bystyre vil ændre markant på den nuværende farve, og det er ikke usandsynligt, at de tidligere farver, som vil dukke op under renoveringen, kan komme til at påvirke beslutningen om, hvordan Eiffeltårnet rent farvemæssigt kommer til at tage sig ud i fremtiden.
Eiffeltårnet, der er med på listen over de mest populære turistattraktioner i den franske hovedstad, besøges årligt af mere end 6 mio. turister. Første renoveringsfase af den forestående 15-års plan forventes at ville strække sig over en treårig periode.
Otte ting, som du ikke vidste om Eiffeltårnet:
- Tårnet er 324 meter højt inklusive tv-antennen på toppen, og tårnet vejer 10,100 tons
- Der er 1.665 trappetrin til toppen. De fleste vælger at tage elevatoren
- I kraftigt blæsevejr har tårnet et udsving på 12 centimeter
- Eiffeltårnets elevatorer tilbagelægger hvert år 103.000 km, hvilket svarer til to en halv gange jordens omkreds
- Opførelsen af tårnet tog to år, to måneder og fem dage
- Under Anden Verdenskrig ødelagde de tyske besættelsestropper kablet til elevatoren og forsøgte at sætte et stort hagekort op på toppen af tårnet. Det blæste dog ned og måtte erstattes med et mindre
- Navnene på 72 ingeniører, matematikere og videnskabsfolk, der var involveret i opførelsen, er indgraveret i tårnet
- Eiffeltårnet bliver malet hvert syvende år. Dertil skal der bruges 60 tons maling
Relaterede artikler: